I torsdag var vi ganske mange, der fulgte Torstens fine on-line foredrag om store lyn, der kan ses oven over tordenskyer. Mange gode pointer og fine illustrationer. Efter foredraget var der en længere debat om lyn generelt. Vi blev efterfølgende opfordret til at fortsætte debatten på dams.dk. Dette indlæg er en opfølgen herpå. I diskussionen kom vi ind på de mere sædvanlige lyn, vi ser nede fra jordoverfladen. Én pointe var eksistensen af meget store lyn, ikke i vertikal retning, men i horisontal retning. Rekordlynet skulle have haft en udstrækning på ikke mindre en 700 km! Til sammenligning kan de vertikale udladninger, Torsten beskrev, strække sig ca 80 km op i atmosfæren. Vi kom også ind på forklaringen på rullende tordenlyd. Vi kender alle dette fænomen. Og altid når afstanden til lynet er rimelig stor. Tæt på er det næsten altid blot et kraftigt smæld. Efter at have kigget lidt rundt på internettet og tænkt over en mulig forklaring må jeg konkludere, at der kan være flere grunde. Jeg vil her nævne: 1) større afstande til dele af lynet end andre dele. Forudsat at der kan dannes chokbølger på et vilkårligt sted langs lynets bane, kan man altså modtage lyd, der skal bruge tid på at rejse længere og længere. Det kan opfattes som et rullende signal. Da lyden har en fasehastighed på ca 330 m/s, vil bare en forskel i lynets udstrækning fra den ene ende til den anden på ca 3 km let kunne udbrede tordenlyden hos en lytter i 10 sekunder, alt andet lige. 2) reflektioner fra fysiske forhindringer, såsom bjerge, bakker, ting på overfladen. I visse situationer er det kaldes en form for torden-ekko. 3) spredning af lyden i atmosfæren. Lydudbredelsen er påvirket af forskelle i luftens temperatur, så man i visse situationer kan forestille sig, at en lydmodtager modtager ét isoleret brag som en udbredt lydeffekt i tid, fordi lyden har rejst igennem forskellige dele af atmosfæren. Og dermed haft forskellige rejsetider. Lidt ala seismiske bølger fra et jordskælv. Jeg ser frem til kommentarer til disse tanker.
Hilsener Aksel
